“Min ven med handicap” materiale

Min ven med handicap/My Friend with Disability

Alle har brug for en ven for at trives og være glad, for at vokse op og udvikle sig og for at være tryg og parat til at lære nyt.

Det gælder for alle børn – både børn med og uden handicap.

Mange børn med handicap er i dag integreret i almindelige skoleklasser, men ikke alle trives godt. En undersøgelse fra VIVE fra 2018 viser, at børn med handicap klarer sig dårligere fagligt og trives dårligere end deres klassekammerater.

Kampagnen “Min ven med handicap” er med til at ændre dette ved at nedbryde fordomme, sikre inddragelse og trivsel i skolen og skabe grobund for venskaber mellem børn med og uden handicap i 5-7. klasse. Bag kampagnen står Det Centrale Handicapråd (DCH), som er et uafhængigt råd under Social- og og Ældreministeriet og kampagnen følger op på en kampagne rettet mod 2-4. klasse.

LEARN|RIGHT indgår i kampagnens udviklingsproces fra start til slut sammen med DCH og Kompas Kommunikation, som står for udviklingen af kampagnefilm, der viser tre venskaber mellem børn med og uden handicap. Et brev om kampagnen og undervisningsmaterialet sendes til samtlige grundskoler i Danmark og lanceres på de sociale medier.

LEARN|RIGHT udvikler et undervisningsmateriale, der med udgangspunkt i venskaber mellem børn med og uden handicap, og kampagnens tre film, arbejder med temaerne mangfoldighed & ligeværd, deltagelse & medbestemmelse for alle børn. Materialets mål er at sætte børn med handicap og venskaber på dagsordenen i skolen, klassen og hjemmet og samtidig adressere de universelle behov som alle børn har for at trives og udvikle sig. Derved er materialet relevant og anvendeligt for alle børn, klasser, skoler og hjem. Et andet mål er at gøre materialet relevant ikke bare til FNs handicapdag d. 3 december, men også før og efter, ved at skabe et materialet der opmuntrer til at sammensætte længere forløb henover flere uger og på tværs af fag.

Materialet består af:

  • En guide til lærere og pædagoger til at forberede sig på filmenes temaer, tage temperaturen i klassen samt tips til at sikre et understøttende læringsmiljø og undervisningsmetoder. Dette skal skabe refleksion blandt lærere og pædagoger over klassemiljøet og de temaer, der har været oppe og tanker om egen praksis og muligheder for at påvirke læringsmiljøet.
  • En samtaleguide til forældre, til at tale med deres børn om filmene og deres problematikker. Samtaleguiden kan tages i brug på forældrenes eget initiativ, hvis de selv støder på kampagnen på de sociale medier eller som del af et lærerstyret forløb i klassen.
  • Tre faktaark: “Hvad er handicap”, “Handicap og inklusion” samt “Menneskerettigheder”, til skoleledere, lærere og pædagoger, samt forældre.
  • 12+ klasse aktiviteter baseret på interaktive læringsmetoder og deltagerinddragelse, med mange forskelligartede aktivitetstyper, der giver eleverne mulighed for at prøve, opleve og erfare, i stedet for kun at få viden om emnet. Materialet er opbygget, så det giver lærere og pædagoger et godt overblik til selv at sammensætte kortere eller længere forløb af flere forskellige aktiviteter og omfatter også en række forslag til sammensætning af forløb.

Se kampagnesitet “Min ven med handicap”.

Se omtale af kampagnen i Ultra Nyt.

Se undervisningsmaterialet på LEARN|RIGHTs side.